Sæt overførselssatserne op – drop momsnedsættelse?

 

 

Hvis vi vil hjælpe de fattigste, skal vi give dem penge direkte  –  i steder for atnedsætte satser for alle

 

af Mikael Hertig
Sønderborg

 

Jeg er medlem af Alternativet. Derfor tillader jeg mig også at kritisere Alternativets økonomiske politik, når jeg mener, at vores egne gode intentioner fører os på afveje. Viskalse på den sociale bundlinje.

Partiet  vil gøre det billigere at spise sundt. Det er sympatisk. Vi vil blandt andet sænke eller fjerne momsen på frugt og grønt, fordi det skal gøre det lettere for alle – også mennesker med lave indkomster – at vælge den sunde kost.Sænke moms på alle fødevarer og fjerne den på frugt og grønt.  Det ligger fint i forlængelse af vores grundtanke om, at sundhed ikke skal være et privilegium. Men jeg synes, vi skal stille os selv et meget enkelt spørgsmål:

Hvis vi vil hjælpe fattige mennesker, hvorfor giver vi dem så en rabat i supermarkedet i stedet for at give dem flere penge?

J

Mange mennesker – ikke mindst yngre – køber takeaway eller andre former for færdigmad. Ikke nødvendigvis fordi de er dumme eller dovne, men fordi tid, køkkenkundskaber, overskud og vaner også er ressourcer. Derfor er det en  for simpel forestilling, at det skulle hænge sådan sammen_  lavere pris på grøntsager → fattige køber flere grøntsager → fattige spiser sundere.

Det kan ske. Men det er en hypotese, der ikke er dokumenteret.

15 milliarder kroner enten til nedsættelse af afgifter eller til at hæve kontanthjælpen ?

Forestil dig, at vi har 15 milliarder kroner. Vi kan bruge dem på at sænke momsen på fødevarer, frugt og grønt. Så får alle milliardærer som kontanthjælpsmodtagere  en fordel en prisfordel i de tilfælde, at den lavere moms også resulterer i lavere priser.

Det gælder mig, der har råd til at købe  økologiske varer, olivenolie og en fyldt indkøbskuirv uden at bekymre mig om, hvad der er tilbage den 20. i måneden. Alternativet har historisk og aktuelt netop argumenteret for, at det grønne og sunde valg skal være billigere for alle.

Men hvis vores sociale  mål er retfærdighed bør vi spørge, om 15 milliarder kroner målrettet de laveste indkomster kunne gøre det bedre og mere direkte.

For en familie med  få penge er problemet  ikke, at broccoli koster for meget. Problemet kan være, at der simpelthen ikke er penge nok. Madbudgettet er brugt op den 20. At der skal vælges mellem mad, medicin, regninger og børnenes behov.Og det er her, jeg synes, Alternativet bør lægge mest vægt på den sociale bundlinje.

Jeg vil hellere sikre madpakken

 

Jeg vil gerne have, at børn i økonomisk udsatte familier kan få en madpakke med rugbrød og leverpostej også den 20. i måneden – hver skoledag  frem til næste udbetalingsdag.

Det er efter min opfattelse et  mere konkret mål for social retfærdighed end at gøre fødevarer nogle procent billigere for alle. Og her er der en interessant økonomisk pointe.

Lavindkomsthusholdninger har en høj marginal forbrugstilbøjelighed. En ekstra krone hos mennesker med meget lave indkomster bliver i langt højere grad brugt end en ekstra krone hos millionærer, der har råd til at spare op.

Forhøjelse af overførselsindkomst er  ikke udelukkende socialpolitik. Den kan også have en samfundsøkonomisk  efterspørgselseffekt. Pengene i statsbudgettet kan kun bruges en gang.- Men i det økonomiske kredsløb skifter de ejer hele tiden.-

Pengene går ganske vist først til borgeren. Der betales A-skat af den skattepligtige ydelse. Derefter bliver en stor del af den disponible indkomst brugt. Husleje, mad, transport, tøj osv. Hver gang der handles, sk,ifter pengene ejer. En del vender tilbage til staten gennem moms og andre skatter, og en del bliver efterspørgsel efter varer og tjenester.

Det er den klassiske makroøkonomiske problemstilling om forskellig forbrugstilbøjelighed.

Så hvorfor er det automatisk mere “grønt” eller økonomisk rationelt at give alle en momsrabat?

Vi skal passe på med at forveksle pris med købekraft

En fattig person har ikke nødvendigvis brug for en billigere agurk. Vedkommende kan have brug for 100 kroner mere at leve for.

En momsnedsættelse styrer hjælpen efter forbruget: Jo mere man køber, desto større bliver den absolutte gevinst. En overførselsforhøjelse styrer hjælpen efter behovet: Jo dårligere økonomi man har, desto større relativ betydning får pengene. Hvis målet er at reducere fattigdom, forekommer den sidste konstruktion mig langt mere kontant og direkte-

Hvad med arbejdsincitamentet?

Næsten alle partier fra højre til SF  hopper på den tanke, at de lavere satser skulle motivere den fattige til at tage sig sammen og få et arbejde.  Der er i almindelighed næppe nogen sådan effekt, og derfor kan det undre, at et flertal i folketinget støtter det højrevendte narrativ.,. Lad os starte med at lade alle leve et respektabelt liv.

Når en offentlig “midlertidig” ydelse på lav sats i praksis bliver en forsørgelse på fem, otte eller ti år, er det ikke længere tilstrækkeligt at gentage, at ydelsen skal være lav, fordi den lave sats motiverer til at tage et arbejde. Det kan de gigtplagede, hjertepatienmter og hjerneskadede næppe blive raske af. Hvis mennesker alligevel ikke kommer i arbejde, hvad har vi så opnået ved at gøre deres børn fattige?

Alternativets egen politik burde føre os i retning af en mere målrettet løsning. Vi siger, at sundhed ikke må være et privilegium. Vi siger, at den grønne omstilling skal være socialt retfærdig. Vi siger, at vores skattesystem skal have en social balance.

Så bør vi også være villige til at spørge, om en generel momsnedsættelse er det bedste redskab.

Det er  muligvis  bedre at hæve bunden.  Ideen opstod som følge af de stigende fødevarepriser. Men det er jo målrettet alle, ikke de fattigste.

Ikke et opgør med lavere afgifter

Jeg argumenterer ikke for, at moms og afgifter aldrig skal sænkes. En grøn afgiftsreform kan være et egnet  politisk instrument, når afgiften skal ændre adfærd eller korrigere for miljø- og sundhedsskader. Men moms  og afgifter upræcise som fordelingsinstrumenter.

Hvis man vil gøre det billigere at være grøn, kan det give mening at sænke prisen på grønne alternativer. Men hvis man vil bekæmpe fattigdom, er det  mere direkte at give fattige mennesker flere penge.

Og hvis man vil sikre, at fattige børn får ordentlig mad, bør vi måle på dét, ikke på, hvor mange øre en agurk bliver billigere.

Derfor bør Alternativet turde stille spørgsmålet

Hvis vi har 15 milliarder kroner til rådighed, bør vi sammenligne:

15 milliarder til lavere fødevaremoms med 15 milliarder til at løfte de laveste disponible indkomster.

Hvem får pengene? Hvem bruger dem? Hvor meget bliver til efterspørgsel? Hvor meget forbedres kosten? Hvor meget reduceres fattigdommen? Og hvor meget ændres arbejdsudbuddet? Jeg tror ikke, vi på forhånd kan bevise svarene, men vi kan undersøge dem.

Og jeg mener, at Alternativet skylder både sig selv og de mennesker, vi siger, vi vil hjælpe, at gøre netop det.

Hvis målet er et samfund, hvor ingen børn skal gå sultne i seng eller leve af en økonomi, der er brugt op før måneden er slut, så er det det problem, vi først skal løse.